Delvis genåbning af klubben

Mandag d. 15. juni havde klubbens medlemmer mulighed for at komme til deres første træning efter 3 måneders pause. Taekwondoklubben er nu delvist genåbnet, hvilket betyder, at der kun er træning for voksenholdet og teknikholdet. Børneholdene holder fortsat lukket indtil august. Kampholdet ventes at starte op snarest, men afventer endeling udmelding.

Da der er en begræsning på hvor mange, der kan deltage i træningerne vil der blive oprettet events på klub-modul til de enkelte træninger, som man kan melde sig til på. Hvis du vil være sikker på at deltage til en træning skal du  melde sig på det respektive event. Du må gerne deltage til en træning uden at være tilmeldt, men hvis der er over 28 dukket op, så vil  de der er tilmeldt have fortrinsret. Teknikholdet om torsdagen vil starte deres træning klokken 19.40, således at der ikke opholder sig for mange udøvere i klubben samtidigt.

Retningslinjer

Til trods for vi nu kan åbne for træninger igen, så er der stadig en
reel risiko for Covid19-smitte. Derfor skal alle der træner i Soobak
følge nedenstående retningslinjer:

Generelt

  • Ingen med den mindste form for sygdom må opholde sig  i Soobaks lokaler. Dette inkluderer forkølelse og hoste.
  • Der må kun være 28 personer i dojangen af gangen.
  • Eleverne mellem to hold skal interagere minimalt med hinanden. Dørene ind til dojangen vil derfor blive markeret som henholdsvis indgang/udgang. Følg de skilte
  • Benytter du dig af klubbens krus/kopper skal de vaskes af. Efterlad dem ikke i vasken.
  • Minimer ophold i klubbens opholdslokaler.

Før træning

  • Når du ankommer til klubben SKAL du spritte dine hænder af. Der vil blive placeret håndsprit ved klubbens indgang.
  • For at minimere mængden af mennesker i klubbens opholdsrum bedes du ankomme så sent som muligt før din træning begynder.
  • Kom, for så vidt muligt, omklædt.

Under træning

  • Benyt kun egen vandflaske ved vandpause. Lad være med at drikke direkte af vandhanen.
  • Kontakten imellem udøvere minimeres.
  • Mindre brug af “kihap” – Vi ved det er svært, men råb og skrig øger smittespredning væsentligt.
  • Der skal være 2 meter mellem udøvere når der er fysisk aktivitet,
  • Forsøg, for så vidt muligt, at have den samme træningspartner under hele træningen (dvs. undgå at rotere partnere)
  • Hvis sparkepuder/skinker benyttes under træning må de kun benyttes af samme person. Det vil sige, at der ikke må benyttes et sæt skinker, som roteres mellem flere holdere.
  • Vores anbefaling er at undlade brugen af sparkepuder.

Efter træning

  • Udstyr benyttet under en træning skal sprittes af ved træningens afslutning.
  • Måtter skal sprittes af efter hver træning.
  • Fælles kontaktpunkter (dørhåndtag osv. ) skal sprittes af efter træningerne.
  • Det er instruktørens ansvar at afspritning bliver foretaget.

Guldmedalje ved US Open

Søndag den 1. marts deltog Jesper Kragh Jeppesen fra Aalborg Taekwondo Klub ved US Open Taekwondo Championships i Orlando, Florida. Han stillede op i freestyle team disciplinen (+17 år) med Andreas Sørensen fra Skanderborg samt Emil Nørby, Freja Beldam Løkke og Sofie Jensen fra Risskov.

Jesper kom desværre til skade med hånden før stævnet, men på trods af det, gennemførte han alligevel deres freestyle. De leverede alle en meget flot præstation, og holdet gjorde sig i høj grad fortjent til deres førsteplads.

Du kan se deres flotte freestyle på Youtube. Holdet går på banen ved [19.00].

Syv medaljer ved årets første stævne

Forårets stævnesæson blev i weekenden skudt af for Aalborg Taekwondo Klubs teknikhold ved talent cup i Munkebo. De otte udøvere fra Aalborg hentede i alt hele syv medaljer, heraf tre guld, to sølv og to bronze. I gruppen for rødbælter 18-30 år deltog Sascha Glerup og Frederikke Johansen. Sascha er netop rykket op i denne aldersgruppe, men dette var intet problem for hende, da hun med meget flot præsentation vinder gruppen, stærkt efterfulgt af Frederikke på andenpladsen. Sasha og Frederikke deltog også i pair-disciplinen for rødbælter, hvor man går serier synkront. Her bliver det også en sikker sejr for Aalborg-pigerne. Aalborgs tredje guldmedalje gik til Magnus Kirkfeldt i gruppen blåbælter 18-30 år, til trods for at dette var hans debut-stævne.

I den individuelle kategori for sortbælter stillede Mathias Stoltze op i herregruppen, og Amanda Niess og Victoria Holm i damegruppen. Mathias hentede en flot sølvmedalje, kun slået af en landsholdsudøver fra Islev. Amanda endte på en 5. plads, men udviste klare forbedringer siden sidste stævne. Dette stævne var også debutstævne for Victoria, som endte på en 7. plads. Amanda og Victoria stillede også op i team-kategorien sammen med Anna Sofie Sort Larsen fra klubben. Dette var pigernes team-debut, og de hentede en flot bronzemedalje. Anna stillede desuden op i pair-kategorien med Mathias. Her vinder de også en bronzemedalje.

Sidste udøver fra Aalborg var Matin Frimann. Han stillede op i gruppen for rødbælter 15-17 år. Her udviste
han stor forbedring siden sidste stævne i november, og endte lige uden for medaljerækken på en 4. plads.
Alt i alt flot indsats fra alle udøvere, lige fra debutanter til de rutinerede udøvere.

Træning i julen

Aalborg Taekwondo Klub har lørdag d. 14. december afholdt juleafslutning for alle medlemmer og deres familier. Arrangementet er et nyt tiltag, som vi ser frem til at gentage næste år. Voksenholdet, teknikholdet og kampholdet lavede opvisninger, hvor de demonstrerede, hvad de har lært på de forskellige hold. Bagefter var der julehygge med gløgg og æbleskriver. Under hele opvisningen har fotograf Anders Riishede taget billeder, som kan ses på klubbens Facebook-side.

Der er ikke flere officielle træninger i år, men der vil blive skrevet på Facebook-gruppen, hvornår klubben er åben for selvtræning i juleferien. Vi genoptager træningen mandag d. 6. januar 2020. I det nye år vil der være tekniktræning både mandag og torsdag, grundet det store fremmøde på holdet. Derudover er kamptræningen flyttet til onsdage kl. 18.30 – 20.00. Se alle træningstiderne her.

Udøvere fra Aalborg vinder 9 medaljer ved DM i taekwondo

Aalborg Taekwondo Klub havde et lille hold på seks udøvere til DM i Skanderborg lørdag d. 23. november.
Til sammen vandt de seks udøvere hele ni medaljer!

Klubben har nu tre nye danmarksmestre; Jesper Kragh Jeppesen med en overbevisende sejr i freestyle
team med sit hold fra Risskov og Gladsaxe, Frederikke Helle Johansen med en flot præsentation i gruppen
rødbælter 18-29 år og Sascha i team kategorien med udøvere fra Skanderborg og Herlev.

Derudover hentede udøverne yderligere fire sølvmedaljer og to bronzemedaljer hjem. Nikoline Dalgaard
Frølich stillede op i den individuelle gruppe for sortbælter 18-29 år hvor hun, efter to flotte runder med fine
point vinder sølv. Nikoline stillede også op i team med udøvere fra Lyseng og Vejle hvor hun vinder sølv,
samt i pair-kategorien med hendes makker fra Risskov hvor de vinder en bronzemedalje.

Dette DM var første stævne for Martin Frimann, som kommer hjem med to flotte sølvmedaljer. Den ene i
individuel gruppe for rødbælte herre 15-17 år og den anden i pair med Sascha Glerup. Sascha og Oxana Del
Carpio stiller også op i den individuelle gruppe for rødbælter 15-17 år. Begge udøvere leverer solide
præsentationer, men desværre ikke nok til at komme i top tre i denne stærkt besatte gruppe.

Sidste medalje blev taget af Jesper i gruppen individuel freestyle for herre over 18 år. Jesper går en god
runde, og vinder en flot bronzemedalje.

Alle udøvere viste højt niveau, og klare forbedringer siden sidste stævne og er klar til 2020 sæsonen.

Træningsweekend d. 16. – 17. november

Tiden er nu inde til en træningsweekend, hvor vi rigtig kan få svedt igennem. Træningen finder sted i vores egne lokaler beliggende på Teglgårds Plads 1, Nordkraft, Niveau 6, 9000 Aalborg.

Vi har i denne omgang en aldersgrænse på minimum 9 år for deltagelse.

Prisen er 50 kr. for én dag / 75 kr. for begge dage.

I denne pris er der inkluderet frokost og aftensmad lørdag, samt morgenmad søndag. Dertil vil der også blive serveret frugt og diverse andre lækkerier. Kage må selvfølgelig gerne medbringes.

Tilmeld dig på Klubmodul.

Der er et foreløbigt program for weekenden, hvor ændringer kan forekomme. Hver træning vil have sit eget tema og være anderledes, end de træninger du er vant til.

Lørdag aften afsluttes med pizza, spil og film, så der vil være rig mulighed for at lære hinanden bedre at kende. Herefter overnatter vi i taekwondoklubben.

Vi håber, at I har mod på at deltage i en spændende og lærerig træningsweekend!

!!! SU: d. 20. Oktober 2019 !!!

For at få mere information angående eventet, bedes du kontakte Amanda Niess Sørensen (medie@soobak.dk) eller Jesper Kragh Jeppesen (debberkj@hotmail.com, tlf: 20 95 09 15)

Medaljer til Aalborg Taekwondo Klub

Aalborg Taekwondo Klub havde d. 21. september fire udøvere fra teknikholdet til Budo Nord Cup i Skanderborg, hvor de hjemvendte med to guldmedaljer og to sølvmedaljer.

Til stævnet skal udøverne fremvise en serie af teknikker, hvor de bliver bedømt ud fra deres præcision, når de udfører teknikkerne. I denne form for konkurrence kræver det styrke, balance og evnen til at holde fokus under pres. Det er både muligt at stille op individuelt, to og to (pair) og som et hold af tre (team).

I den individuelle disciplin stillede Sascha Glerup og Oxana del Carpio op. Oxana får en flot 4. Plads og Sascha vinder en velfortjent sølvmedalje. Sascha og Oxana stiller også sammen op i pair-disciplinen og vinder en sølvmedalje. Derudover stiller Sascha op i team-disciplinen med udøvere fra Herlev og Skanderborg og vinder guld.

Jesper Kragh Jeppesen stiller op i freestyle team med udøvere fra Risskov og Gladsaxe og vinder guld. I freestyle skal udøverne selv sammensætte en serie af teknikker til et stykke musik. Denne disciplin indeholder både taekwondo og akrobatik.

Annika Laiourova Larsen blev desværre skadet på dagen, og stillede derfor ikke op.

Billede: (fra venstre) Sascha, Oxana, Jesper, Annika.

Medaljer ved Danish Open

I weekenden deltog fire udøvere fra Aalborg Taekwondo Klub ved Danish Open, og de vendte hjem med tre sølvmedaljer. Oxana Del Carpio og Sascha Glerup Rasmussen stillede sammen op i pair-disciplinen for rødbælter over 15 år. Her gik de to flotte runder, og vandt en flot sølvmedalje. De to piger stillede også op i den individuelle gruppe for rødbælter 15-17 år. Sascha gik to gode runder og sikrede sig en 4. plads. Oxana gik en god første runde, men hun lavede desværre fejl i anden runde og endte på en 8. plads. Nikoline Dalgaard Frølich deltog i den individuelle gruppe for sortbælter 18-30 år. Her gik hun to solide runder og sikrede sig en andenplads bagved den regerende Europamester. I freestyle kategorien, hvor man laver sin egen serie til musik, stillede Jesper Kragh Jeppesen op i gruppen individuel over 18 år. Han stillede op med en helt ny serie, og vandt en sølvmedalje.

Sæsonstart med nye sort-bælter

Aalborg Taekwondo Klub har i sommer haft fem udøvere til dan-graduering. Alle udøverne har lagt
mange træningstimer bag sig for at opnå deres nye bæltegrad. Udover de officielle træninger, der
finder sted i hverdagene, har de mødtes i klubben i weekenderne, hvor de hjalp hinanden med at
træne frem mod gradueringen.

Brian Rex Hansen og Jesper Kristensen graduerede til 7. dan ved Sabumnim Ko Tai Jeong på
Idrætshøjskolen Bosei i Præstø. Brian og Jesper mødte hinanden til en træning ved Ko for 25 år
siden, og det har sidenhen ført til et stærkt venskab. I de seneste 7 måneder har de trænet målrettet
mod gradueringen til 7. dan. Da Brian og Jesper er de to højest graduerede i Aalborg Taekwondo
Klub, har de i denne periode trænet i både Ikast, Esbjerg, Fredericia samt på Idrætshøjskolen Bosei.
Som supplering til taekwondo, træner de begge kyusho, som særligt er en fordel i selvforsvar.

Karsten Houmøller (3. dan), Sebastian Nørgaard Jensen (3. dan) og Mathias Stoltze (1. dan) var til
graduering ved Dansk Taekwondo Forbund på årets sommerlejr i Ry. Humøret var højt på
sommerlejren, og de nye dan-grader blev traditionen tro fejret med gaver, champagne og
barberskum efter gradueringen.

Aalborg Taekwondo Klub starter den nye sæson op efter sommerferien med første træning d. 12.
august, hvor du bl.a. har mulighed for at træne ved Brian Rex Hansen på voksenholdet tirsdage og
torsdage kl. 18.00 – 19.30.

Træning i sommerferien

Sidste træning før sommerferien var torsdag d. 27. juni. Herefter blev sæsonen afsluttet med den årlige sommerfest, hvor der blev grillet og spillet spil, imens vi nød det gode vejr. Der er ingen officielle træninger i sommerferien, men ved mulighed for selvtræning gives besked på Facebook-gruppen “Gruppe for Aalborg Taekwondo”. Opstart efter sommerferien er mandag den 12.august (uge 33). Aalborg Taekwondo Klub ønsker god sommerferie til alle. 

Sommerlejren nærmer sig, og vi ser frem til en sjov og lærerig uge i Ry. Lejren starter på fredag d. 5. juli og slutter den 12. juli. Du kan stadig nå at tilmelde dig på Klubmodul. Hvis ikke du har mulighed for at deltage hele ugen, er det også muligt at tilmelde sig en enkelt eller flere dage. Træningen varetages af udvalgte instruktører, der underviser i alt lige fra grundtræning, konkurrencetræning (kamp & teknik) samt specialtræninger (selvforsvar, våben, show m.m.). Det er selvfølgelig valgfrit, hvilke og hvor mange træninger, du vil deltage i. Derudover vil der være mulighed for at prøve andet kampsport udover taekwondo. Der er aktiviteter for alle, uanset om man er taekwondo udøver eller ej, hvilket gør det muligt at tage hele familien med på lejren.